Anti-anti-Habermas

Jeg tror, at mange i min generation af studerende på et tidspunkt har fået Habermas galt i halsen. Han var i slut-90’erne og start-00'erne for alvor blevet mainstream mode-filosof/-sociolog, og det var svært at tale akademisk om filosofiske og samfundsrelaterede spørgsmål uden nærmest at være tvunget til at tale om kommunikativ handlen, herredømmefri dialog, diskursetik, system og livsverden mm. Har man oven i købet kastet sig ud i læsning af primærtekster af Habermas, så ved man, at det dælme kræver lidt arbejde, hvis man altså gerne vil forstå, hvad han skriver. Habermas skriver ofte unødigt snørklet og kan nærmest ikke skrive en sætning uden at henvise til og inddrage 14 andre teoretikere.

Dette har ført til en decideret Habermas-aversion hos mange, som jeg har mødt. Desværre, for mange gode pointer går dermed tabt. Især har jeg erfaret, at kritik af Habermas ofte baserer sig på overfladiske læsninger af ham eller decideret fejllæsninger. (Se fx her og her).

En meget ofte hørt indvending er den, at Habermas er naiv, fordi han fastholder normative begreber såsom en en borgerlig offentlighed eller muligheden for en herredømmefri dialog. Debat og kommunikation er ’inficeret’ af magtspil, fordomme mm., og det overser Habermas, ræsonneres det. Problemet med denne kritik er, at Habermas netop ikke overser dette. Ofte er denne ’inficering’ af kommunikationen selve pointen hos Habermas. Det ændrer blot ikke ved, at idealet om den frie og åbne kommunikation består - det er et regulativt ideal, hvilket betyder, at det er et mål, vi stiler efter – om må stile efter.

For Habermas er det moderne oplysningsprojekt netop svært at gennemføre i dag, fordi visse tankelogikker – systemer – har tendens til at ’kolonisere’ vores ’livsverden’ eller vores dagligdags (sproglige) ansigt-ansigt omgang med hinanden. Særligt markedslogikkens konkurrencementalitet og statslige bureaukratiske stivnede tankemåder dominerer de mellemmenneskelige relationer og står dermed i vejen for, at vi gensidigt kan forstå hinanden. Dette er ikke en ny pointe, men en god gammel slager i den kritisk teoretiske tradition. (Hvilket Rune Lykkeberg i øvrigt pointerer fint her). Det, der er det nye ved Habermas i denne sammenhæng, i forhold til fx den tidlige Frankfurterskole er, at han ekspliciterer den normative forudsætning om, at systemerne ikke bør dominere. Han har med andre ord en teori om, hvorfor vi bør kritisere systemerne; en teori, der ikke sidder fast i gammel-marxistisk klassetænkning om falsk bevidsthed, essentielle klasse-interesser og historiske nødvendigheder, men som alligevel fastholder og forsøger at rekonstruere den kritiske brod fra den marxistiske tradition.

Hvis der er noget, som den kritiske tænkning mangler i dag, så er det en klar redegørelse for egne forudsætninger. Kritik har de facto altid målestokke. Spørgsmålet er, om den tør vedkende sig dem, og om de er velbegrundede. Habermas udmærker sig ved at have en grundigt gennemarbejdet teori om det normative.

Den forståelses- og konsensusrettede kommunikation eller herredømmefri dialog er for Habermas den elementære socialt integrerende funktion i livsverden. Livsverden skal i det habermasianske begrebsunivers forstås som indbegrebet af de intersubjektive meningsstrukturer, der udgør et givet fællesskabs forståelseshorisont, og afgørende: Konstituerer den normative grundinstans, som enhver kritik må basere sig på. Ifølge Habermas er det altså den kommunikative forståelse, der udgør det førvidenskabelige normative princip, som enhver kritik må bero på.

Hvad angår Habermas’ snørklede skrivemåde kan man på den ene side sige, at det er et kedeligt levn fra visse dele af måske især den tyske akademiske tradition, som han nok burde lægge fra sig; især i lyset af hans forsvar for oplysnings-projektet. Har man læst tysk idealisme ved man, hvad jeg taler om.

På den anden side er der også en saglig grund til, at akademiske skriverier er, som de er. For det første må man anerkende, at seriøs forskning foregår og må foregå med fagtermer, som ikke-fagligt kompetente ikke umiddelbart forstår. Alt andet ville være en unødig hæmning af forskeren i hans arbejde, og formidling må derfor snarere være journalisters opgave. Det er som om, at dette forskningsvilkår anerkendes bredt, når vi taler om naturvidenskab. Der gives anerkendende nik, når der jongleres med formler, men hvis samfundsforskeren eller humanisten siger eller skriver en svær sætning, så anses det for en art snobberi og mødes med spørgsmålet: ”Hvorfor siger du det ikke bare ligeud?”. Desværre er komplekse pointer ofte ikke lige til at ’sige ligeud’, med mindre man benytter umådeligt lang tid på det. Jeg er stor tilhænger af så klart et sprog som muligt. Men ikke af at begrænse forskningens arbejde med krav om dagligdags tale.

Hvad angår de mange henvisninger hos Habermas kan man også pointere, at denne skrivemåde er én måde at reagere metodisk som fallibillistisk tænker, som Habermas, der så vidt muligt forsøger at medtænke sin egen betingethed og fejlbarlighed i sine skriverier. Habermas ved, at han står på skuldrene af en lang filosofisk og sociologisk tradition, der udgør selve forudsætningen for hans egen tænkning. Man tænker ikke i et tomrum. At bringe tænkningen ’videre’ er ikke ensbetydende med det komplette brud med traditionen, men at tænke med den uden at forfalde til blot at overtage den ureflekteret. En oplagt metodisk konsekvens af denne indstilling er at skrive ’synoptisk’ i betydningen at skrive ved at inddrage og eksplicitere de traditioner, man står på skuldrene af – uden altså at overtage deres pointer dogmatisk.

Jeg har personligt lært at holde af en sådan fremstilling: Det kan være hamrende hårdt at komme igennem, men til gengæld får man smæk for skillingen. Man kan jo vælge at se det som en lille ekstra ’bonus’, at man, når man har læst Habermas, også har fået lidt at vide om (Habermas’ forståelse af) Durkheim, Weber, Marx, Kant, Hegel m.fl. Hertil kan man pointere, at den brede viden om tænkningens historie ofte er noget, der er komplet fraværende i dag selv for en universitetsuddannet; dertil er der simpelthen for meget stof at sætte sig ind i og kunne overskue. Oversigtslitteratur kan betragtes som et nødvendigt onde.

Der kan selvfølgelig også være mere sagligt relvante grunde til en Habermas-aversion. Habermas kritiseres, med rette er jeg overbevist om, for et ensidigt fokus på sproget og det diskursive. Honneth har blandt andre kritiseret det ensidige fokus på mulighedsbetingelserne for herredømmefri dialog. Det benægtes på ingen måde, at det regulative ideal om den kommunikative handlen indeholder normative potentialer, men det påpeges, at det er utilstrækkeligt som normativt udgangspunkt for en social-kritisk tænkning. Der gives simpelthen systematiske normative krænkelser hinsides sfæren af det, der manifesteres sprogligt. Det diskursive blik er ikke i tilstrækkelig grad forankret i de konkrete problemer, som udstødte og undertrykte mennesker står i. Også Habermas' transcendental-pragmatiske (eller universal-pragmatiske) ’løsning’ på filosofiens begrundelsesproblemer har sine problemer (som må være emnet en anden god gang…).

Uanset: Kritik er altid godt, også af Habermas. Men lad den basere sig på det, som Habermas egentlig står for frem for en karikatur af den – uanset eventuelle kvalmetendenser med rod i de glade 90’ere, hvor alt for mange troede, at dialog var løsningen på alverdens problemer, og Habermas i nogle miljøer blev ophøjet til guru.

"Står du i kø til en ny nyre? Tænk positivt, din idiot!"

Mere lykkepositivisme.

Det står skrevet i den kritiske vagthunds-journalistiks højborg, Urban, at lykkepostivisterne nu har fundet frem til, at vejen til lykken går via lavere sundhedsudgifter (Urban 10/12/08). For man har nu målt en ’sammenhæng’ mellem højere lykke og lavere sundhedsudgifter.

Lykkepositivist og økonom Christian Bjørnskov udtaler: ”Er man mindre lykkelig, har man sandsynligvis mere fokus på alt, hvad der kan gå galt i ens liv, mens lykkelige mennesker er mere tilbøjelige til at tænke: Det går nok. Eftersom det, regeringer gør, i sidste ende afspejler befolkningens holdninger, investerer lykkelige lande mindre i sundhedsvæsenet”.

Argumentationen bag er helt hen i vejret på så mange niveauer. Jeg vil i det følgende se bort fra den himmelråbende naive forestilling om en lige linje mellem befolkningens holdninger og regeringers handlinger (og hvem er i øvrigt befolkningen i bestemt ental?). Jeg vil fokusere på selve lykke-argumentationen.

Bjørnskov har åbenbart målt en korrelation mellem det forhold, at en befolkning er lykkelig(ere) og det forhold, at man bruger færre penge på sundhedsvæsnet. Der flere klassiske statistiker-fejl, der kan begås her: Man kan bytte om på årsag og virkning, ofte er korrelationen tilfældig og altså ikke udtryk for en årsagssammenhæng, og ofte er der langt flere faktorer i spil end de to fænomener; faktorer, der ikke med mening kan negligeres. Det er de to sidstnævnte, jeg hælder til, at Bjørnskov falder i:

At man kan måle, at folk i lande med lavere udgifter udtaler, at de er mere lykkelige, betyder næppe, at de lavere udgifter er årsagen til større lykke. Det gode gamle McDonald’s -eksempel på, hvor absurd denne argumentation ofte er, kan bringes på banen her: For noget tid siden kunne man måle, at de lande i verden, hvor McDonald’s havde slået sig ned, de havde ikke bekriget hinanden. Heraf konkluderede man, at McDonald’s er årsag til fred… Kunne der være andre ting, der spillede ind? Kunne det være en tilfældighed?

(Eksemplet er i øvrigt en parafrase over det klassiske og meget benyttede demokrati-eksempel i samfundsdebatten. Prøv at erstatte ’McDonald’s’ med ’demokrati’, så fremstår argumentationen langt mindre fremmed, men det bliver den selvfølgelig ikke mindre absurd af).

Den absurde politiske opfordring ligger lige for for lykkepositivisten: Vi vil gerne være lykkelige. Jo mindre sundhedsvæsen, des lykkelige. Ergo må vi skære ned på sundhedsudgifterne.

Udover de ovennævnte induktions-problemer ligger der bag ræsonnementet en altdominerende idé om, at hvis vi tænker positivt, bliver vi mere lykkelige. Når jeg står i jordens længste kø nede i Netto med 100 kg varer, en tis-lugtende ældre herre foran mig, en fornærmet brokkende dame ved siden af mig, der forsøger at inddrage mig i, hvor upodragne Netto-medarbejdere er, en ældre dame der, når en ny kasse åbnes, fra at have stået nede bag i køen via en spurt, der er en quarterback værdig, formår at komme først i den nye kø, alt sammen kombineret med at min Ipod er løbet tør for batteri – jamen så bliver jeg vitterlig mere lykkelig af mantraet: Tænk positivt! Det virker.

Men prøv at fortælle én, der er alvorlig syg og på hospitalet, at hans sygesikringsbetalte behandling på baggrund af evidensbaseret forskning er blevet erstattet af brugerbetaling og/eller forlænget ventetid samt en opfordring til at tænke positivt… Tror næppe, at hans lykke stiger nævneværdigt. Heller ikke på det lange sigt – Økonomens sigt – hvor vi alle sammen som bekendt er døde. (Mere om Økonomi med stort Ø her).

Den pointe, at lykke har sin pris – måske også på din sundhed og længden af din tid på jorden – er såmænd god nok (se her om lykkens mørke sider), selv om det med sundheden nok skal tages med et gran salt. Men herfra til at konkludere den absurditet, at lavere sundhedsudgifter er vejen til lykken, det er langt ude… Det er dårlig tænkning eller anti-social politisk dagsorden forklædt som forskning.

Lykkens flere sider

Det er oppe i tiden at måle lykken. Der foretages empiriske analyser af lykke som aldrig før. Det er blevet et populært videnskabeligt foretagende at lave statistiske analyser af, hvad folk selv mener, der gør dem lykkelige.

Det er fint med mig at fastholde en anti-spekulativ tilgang til undersøgelsen af lykke. Lad os opgive idéen om at ’finde lykken’ – som om den er et mere eller mindre skæbnebestemt mål ’derude’ (eller ’derinde’…), som vi kan gå ud og finde for derefter at kunne hvile sorgløst i (eller spekulere os frem til... se i øvrigt debatten på Louises blog)

Nej, lykken må tematiseres med udgangspunkt i konkrete tilstande af lykke og overvejelser over, hvilke muligheder vi har for at fremme sådanne erfaringer, herunder åbne op for nye af slagsen. En undersøgelse af lykke kan ikke komme udenom de konkrete erfaringer af lykke, som mennesker gør sig.

Men der er alligevel mange problemer forbundet med den positivistiske lykkeforskning. Jeg vil i det følgende fokusere på et par af dem (og det skal understreges med det samme, at der er flere!).

Der er først og fremmest noget problematisk i den grad af generalisering over lykkens konkrete indhold, som de empiriske lykkeundersøgelser ofte lægger for dagen.

Vi kan givetvis idealisere os frem til til visse formelle almene træk ved lykke: Det nærmer sig en banalitet at konstatere, fx, at lykke har at gøre med erfaringer af noget positivt. Vi kan måske endda vove os lidt længere ud med påstande om, at de største erfaringer af lykke har at gøre med erfaringer i menneskelige relationer, i fællesskaber, eller med tilstande hvor vi ’glemmer os selv’ i fuldkommen optagethed af noget andet etc.

Problemet opstår som sagt, når vi konkluderer for meget om lykkens konkrete indhold – og her har lykkepositivisterne tendens til at gå galt i byen.

Først og fremmest er den grove generalisering et problem, fordi lykkens indhold for den ene ikke behøver at være det for den anden. Lykke er i denne forstand ’relativ’ – altid henført til et konkret menneskes egne erfaringer. Lykke er ontologisk set et for individet immanent fænomen og må derfor principielt betragtes i forhold til det individ, der har den givne erfaring af lykke. Én kan finde lykke i at læse morgenavisen, mens en anden kan finde den i sit kinderæg. Én kan være lykkelig i kaninkostume, en anden i lak og læder. Én kan være lykkelig i frit faldskærmfald, en anden i lænestolen med en bog. Én til punk-koncert, en anden i selskab med Mozart. Én i voksenselskab, en anden i leg med sit barn.

Entydige budskaber om lykkens midler baseret på nok så mange empiriske undersøgelser kan selvsagt ikke tage højde for, at lykken ikke tydes ens af forskellige mennesker. Når generaliseringerne bliver til livsopfordringer, er de derfor selvsagt problematiske.

For en relativt nybagt far, som jeg selv, var det ganske provokerende læsning for nylig, at det angiveligt skulle være en myte, at børn bringer stor lykke med sig. Tværtimod gør de nyeste lykkepositivisters konklusioner gældende, at lykken får en ’nedtur’, når vi bliver småbørnsforældre (se her).

Grunden til at det provokerer en nybagt far, kan selvfølgelig være, at det er svært at se sandheden i øjnene: For at ’kapere’ den nye svære situation fyldt med frustrationer og manglende tid til alt muligt andet end barnet, bilder vi os selv ind, at det er åh så lykkeligt at få barn.

Det må medgives, jf. ovenstående, at det ikke er lykken for alle at få børn. Men der er nu flere grunde til, at jeg ikke deler den konklusion, at det ligefrem skulle gøre sig gældende generelt:

Vi må for det første have i baghovedet, at det, som undersøgelsen påpeger, er en overrepræsentation af forældre, der har oplevet lykkemæssig nedtur i deres tilværelse, efter at de er blevet forældre, sammenlignet med folk der ikke er forældre. Vi har altså ikke at gøre med forældre, der har udtalt, at deres børn gør dem ulykkelige, men med en statistisk korrelation mellem to fænomener: Lykkenedtur og forælderskab. Det er helt oplagt at konkludere en årsagssammenhæng, selv om man må være forsigtig med statistiske korrelationer. Samtidig har vi dog det tilsyneladende modstridende fænomen, at folk generelt rapporterer, at deres børn gør dem lykkelige. Lykkepositivisterne bag undersøgelsen vælger så at forklare sidstnævnte ’anomali’ med, at det er en evolutionært funktionel myte: Vi må bilde os ind, at det er lykken at få børn, for at vi mennesker gider at reproducere os selv.

Jeg køber som sagt ikke konklusionen. Tværtimod mener jeg, den meget godt illustrerer et andet af lykkepositivisternes problemer.

I stedet for at tage det seriøst, når folk rent faktisk svarer, at deres børn gør dem lykkelige, (bort)forklarer man som nævnt tendensen som en mytisk forestilling med en evolutionær funktion. Men selve det at have indbildning med i betragtning i en empirisk kvalitativ undersøgelse af, hvad folk føler gør dem lykkelige, er mistænksomt. Hvordan afgør vi, hvilken empiri der skal bortforklares, og hvilken der skal fastholdes? Lugter det ikke snarere af en ad hoc løsning på en fejlagtig teori?

Der en langt mere oplagt fortolkning af ’lykketallene’, som måske også kan illustrere mere interessante generelle betragtninger over lykke. I stedet for sidde fast i forestillingen om, at børn enten gør os lykkeligere eller mere ulykkelige, så kan vi medgive, at begge dele er en konsekvens for mange mennesker, der får børn. Når vi nu netop tager konkrete erfaringer af lykke seriøst, er det så ikke oplagt at konkludere, at forælderskabet er tvetydigt i lykkehenseende – når nu det er dette billede, undersøgelsen tegner?

Denne enkle fortolkning af lykkeundersøgelserne stemmer også fint overens med min personlige lyn-fænomenologiske rekonstruktion af det at få barn med henblik på lykke: Det fører momenter af stor lykke med sig, og det fører momenter af store frustrationer med sig. Mest interessant er det nok, at den ofte forekommende lykke over mit barn og de ofte forekommende frustrationer over mit barn (eller over tilknyttede emner, der er konsekvenser af at få barn) er af en intensitet, som jeg meget sjældent oplevede, før jeg fik barn. Min tilværelse før jeg var forælder fremstår langt hen ad vejen som ’grå’ sammenlignet med nu – på godt og ondt vel at mærke.

I forlængelse af denne pointe vil jeg vove den påstand, at stor lykke oftest netop er et janus-hoved: Den er så at sige ledsaget af en ’mørk’ side. Der er negative konsekvenser tilknyttet lykke af stor intensitet simpelthen qua naturen af de fænomener, der instantierer lykke af stor intensitet. Jeg tænker først og fremmest på menneskelige relationer, der som nævnt kan hævdes at være en primær mulig kilde til lykke: Skal relationerne være andet end overfladiske – og det skal de, hvis vi vil have lykke af stor intensitet ud af dem – så kræver det hårdt arbejde, eftersom der altid er komplikationer af den ene eller den anden art, når vi engagerer os med vores medmennesker. At tage den anden til sig medfører, at den andens livsverden bliver relevant for én selv, hvilket komplicerer ens livssituationen 'double up'. Igen på godt og ondt.

Hvis dette er sandt, har vi et konkret anti-spekulativt - altså erfaringsbaseret - argument mod den hedonistiske forståelse af lykke. Hvis vi er interesseret i lykkefølelser af stor intensitet, så kræver det ’hårdt arbejde’. I materielt velstående omgivelser har vi måske muligheden for at tilnærme os en sorgløs tilværelse. Men denne er samtidig en ’grå’ tilværelse, der ikke tager del i livets smukkeste nuancer.

Lykkepositivisternes undersøgelser peger også henimod, at relationer er afgørende for lykke. Men de har ikke blik for ovenstående tvetydige træk ved lykken. De bliver med deres alt for entydige konklusioner og ubesindede opskrifter på lykke nødt til at bortforklare lykkens bagsider og tvetydigheder frem for at se dem som lykkens betingelser – dermed kommer de potentielt til, ikke at fremme lykke af stor intensitet, men at reproducere en mere eller mindre hedonisitisk forståelse af lykke med ’grå’ tilværelser til følge.

Mr. E fra The Eels illustrerer på en helt anden måde, men ganske godt, lykkens flere sider her.

Og til slut en reklame: Danica pension har lavet en lykkemåler (her): Det er en objektiv test af, hvor lykkelig du er fra 1-10. Danica giver dig helt gratis gode råd for din vej mod lykken - jeg blev fx anbefalet en pension...